Kollektivisme og velfærd.

Af Gorm Winther
Forskningsprofessor, Ph.D., cand. oecon.

Simon Espersen fra den ny-liberale tænketank Copenhagen Institute fremhæver i kronikken søndag d. 24/9 kollektivismens såkaldt uhyrlighed, og med den russisk-amerikanske filosof Ayn Rand som sandhedsvidne - kollektivismens manglende evne til skabe velfærd og økonomisk effektivitet.
Det hedder sig, at vor tids akademikere i vid udstrækning abonnerer på Marx' ideer om, at 'produktionsmidlerne på deterministisk vis bestemmer tænkningen'. Endvidere påstås det at 'produktive og skabende kræfter lægges for had', underforstået, det er det individuelle initiativ, der ligges for had. Espersen skriver minsandten, at marxistiske akademikere ikke anerkender producenter og købmænd, som de der står bag materielle fremskridt (!).
At det ikke er produktionsmidlerne, der determinerer samfundsudviklingen, men et langt mere komplekst spil mellem produktivkræfter og produktionsforhold og samfundets materielle basis og dets overbygning - bør en politolog naturligvis vide. Som økonomisk teori er Marx's teori en arbejdsværditeori, der anerkender det menneskelige arbejde som den eneste værdi skabende faktor. Dette gælder også det intellektuelle og entreprenante arbejde. Bagsiden af medaljen repræsenteret ved merværditeorien kritiserer markedssamfundet, fordi det hviler på udbytning og tilegnelse af de direkte producenters arbejdsindsats. Man kan belønne entreprenante individer for deres arbejdsindsats, men det kan ikke accepteres, at disse individer tilegner sig andres arbejdsindsats. Heri ligger den moralske kritik, som 'Copenhagen Institute' og andre liberale tænketanke har så svært ved at sluge.
Derfor er det et samfund baseret på de sammensluttede producenters fælleseje og selvforvaltning, der opløser udbytningsmekanismerne. En sådan kollektivisme kan ifølge Rand og Espersen ikke skabe velfærd og økonomiske effektivitet. Det kan ikke forbindes med højteknologi - et sådant samfund kan end ikke bevare den teknologi, der 'arves' fra et såkaldt 'frit samfund'. Espersen ser dette bekræftet ved det hedengangne Sovjetunionen og glemmer de storslåede elektrificerings- og sværindustrielle bedrifter dette samfund skabte - trods alt havde vi her at gøre med en økonomi, der kunne udvikle sin egen rumteknologi. Om dette samfund så var kollektivistisk og ikke statskapitalistisk, er en anden diskussion.
Lige så meget vrøvl ligger der gemt i en anden liberal koryfæ Ludvig von Mises påstand om, at økonomiske kalkulationer ikke lader sig gøre i en socialistisk økonomi. Det er for længst tilbagevist af Oscar Lange, der påviste, at netop staten og ikke markedet kan finde de rationelle priser.
Ny-liberalismens 'buzz words' er 'økonomisk frihed' og 'politisk frihed' - den universelle sejrherre i systemkonkurrencen var det liberale demokrati og markedssamfundet. Men dette samfund skaber i virkeligheden det modsatte. Hvad er individuel frihed værd i en globaliseret økonomi, der smadrer de mest elementære sociale menneskerettigheder? Det er dette system, der gennem tilbagevende økonomiske kriser destabiliserer familiers hverdag og fremtid - hvad er en frihed værd, hvis man er så fattig at man ikke kan realisere sin frihed? Den globale kapitalisme hærger kloden med utæmmet rovdrift på knappe ressourcer og med økologiske katastrofer forude. Politisk frihed i Rands og Espersens amerikanske forbillede er reelt en indskrænket frihed dikteret af det store økonomiske foretagendes magt, der rækker langt ind i det politiske system gennem politikere, der kun kan vælges på grundlag af donationer fra disse magtcentre. Det er disse magtcentre der styrer den såkaldte 'frie presse'.
Debatten om velstand og velfærd bør imidlertid ikke i kollektivisme sammenhængen basere sig på planøkonomi og statsliggørelse. Kollektivisme er andet end det - det er markedssocialisme, kooperativer og medarbejderejede virksomheder. Dette kan, som vore data viser, sagtens skabe velstand - måske mere velstand?